Savner du en kobling mellem dine teoretiske færdigheder og dine kompetencer i praksis? Er du søgende i forhold til at forme din egen faglige identitet?
Så kom og vær med i et sparringsnetværk med andre psykologistuderende.
Jeg har igennem studiet savnet overføringen fra psykologi som videnskab til psykologi i praksis som jeg kunne bruge i mit arbejde, og netop dette er formålet med sparringsnetværket. Netværket mødes hver fjerde uge til sparring og supervision med udgangspunkt i caseeksempler fra vores respektive jobs. Vi skiftes til at bringe noget i spil, som vi ønsker hjælp til og undersøger spørgsmål som: Hvad kommer let til mig i arbejdet med mennesker, og hvad skal jeg være opmærksom på at gøre mig umage med? Hvordan forestiller jeg mig bedst at kunne hjælpe eventuelle klienter? Hvad tænker jeg egentlig, personligheden er gjort af? Hvordan forvalter man sig selv etisk og ordentligt i klientarbejdet? Hvordan ved man, hvilke spørgsmål, man skal stille? Hvordan ved man, om det man gør, virker?
Sigtet med netværket er dels at vi sammen skaber et refleksionsrum hvor vi kan hjælpe hinanden til at blive dygtigere og skarpere på vores praksis, dels en mulighed for at lære hinanden bedre at kende og skabe et begyndende netværk.
Møderne består af en sags-supervision og en tematisk refleksion ud fra emner vi sammen fastsætter. Det kan være hvad som helst der kan belyses psykologisk f.eks. køn, specifikke diagnoser diagnoser som koncept, modoverføring, præstation i arbejdet med mennesker eller specifikke behandlingsformer.
For at deltage, skal du have et arbejde af psykologisk karakter (lønnet eller frivilligt). Du skal have lyst til at bringe dig selv i spil og bidrage med beskrivelser af din praksis.
Praktisk
Vil man være med, kan man enten fortsætte med at betale 120 pr. gang eller spare lidt ved at betale 300 kr. for tre gange.
Jeg tilbyder desuden individuelle sparringer med mulighed for at drøfte konkrete cases eller komplekse sager fra dit arbejde. Jeg benytter systemiske værktøjer til at strukturere sparringen og til at arbejde i spændingsfeltet mellem at udvide og afgrænse kompleksiteten. Målet er at etablere et handlerum for dig.
© Stine Alkendi 2023